SMTTE for musikforløbet: Regnbuens farver + ABC remser
Aktivitets navn: Regnbuens farver Læreplan: Farver, forholdsord & remser
Stue/gruppe: De ældste + mellem gr.
Periode: januar – marts + april 2026
Tovholdere: De faste voksne, som har været med til forløbet
Sammenhæng
Vi kan få sammenhængen beskrevet ved at besvare følgende spørgsmål:
Hvorfor skal der arbejdes med dette? Hvad er udfordringen? Hvad er børnegruppens behov? Hvad er vores erfaringer? Hvad er udgangspunktet, rammerne og vilkårene?
I perioden fra januar til og med april arbejder vi med temaet Regnbuens farver og efterfølgende Halfdans ABC i Kongehuset. Forløbene foregår i perioden hver torsdag kl. 9.45 i alrummet.
Gennem musikalske lege, sange og bevægelser har vi fokus på at skabe et læringsmiljø, hvor vi arbejder med de grundlæggende farver og forholdsord. Regnbuens farver er ”forsvundet”, og via sange og lege skal børn og voksne finde farverne fra gang til gang. Farverne og de tilhørende lege bliver gentaget to gange efter hinanden – herefter kommer der nye farver og forholdsord. Farverne er i rækkefølgen: RØD & GUL, SORT & HVID, BLÅ & GRØN samt ALLE FARVER til sidst.
Vi har fokus på farver, forholdsord og remser, da disse er vigtige for barnets dannelse i en tidlig alder. Farverne fremmer ikke kun børnenes ordforråd, men er også en vigtig del af barnets verden ift. at forstå hverdagens sammenhænge (fx rødt lys) samt at klassificere, sortere og organisere objekter, hvilket er vigtige byggeklodser for tænkning. Farverne er også en vigtig del af barnets kreative og æstetiske verden, når børnene maler og tegner, leger med legetøj osv. Ligeledes er forholdsord og remser også vigtige for barnets sprogudvikling. Forholdsord er ofte et svært element at lære for mindre børn, men er vigtig i forhold til at kunne lege og forstå hinanden i legesituationer. Remser er ”leg med ord”, og er også vigtige at mestre så tidligt som muligt, da remser og sang er børnenes musikalske modersprog i børnekulturen.
Via forløbet har vi stor fokus på læreplanstemaet: Kommunikation og sprog. Med temaet, hvor farver, forholdsord og remser er i centrum, skaber vi voksne en legende og indlevende læringsmiljø, hvor børnene bliver mødt med nærvær, øjenkontakt og fælles opmærksom. Med legen skaber vi en øvebane for barnets nonverbale og verbale kommunikation, mens vi med den fælles opmærksomhed skaber rammer, hvor børnene naturligt bliver optaget og nysgerrig i emnet. Med forløbet har vi naturligvis også fokus på læreplanstemaet: Kultur, æstetik og fællesskab. Uden musik og rytmer vil læringsmiljøet ikke få samme resultat. Det er via den musikalske leg at fællesskabet, sprogtilegnelsen og den sociale udvikling kan blomstre, og fremmer børns engagement, deltagelse samt fordybelse.
Mål
Hvad vil vi opnå med aktiviteten? Hvad skal børnegruppen have ud af den pædagogiske indsats? Hvad er det konkrete, børnegruppen skal opnå? Tidsramme? Matcher målet de muligheder, vi har i dagligdagen?
Vores mål i denne periode er at skabe et læringsmiljø, hvor:
- Børnene i samspil med hinanden og voksne afprøver og øver sig i farver og forholdsord. Med gentagelser af farver og forholdsord, håber vi at se, at børnene udvikler deres farveverden og får en forståelse af de konkrete forholdsord.
- Alle børn bliver set, hørt og øver sig i at være en del af et større fællesskab via sange, lege og fælles historier om regnbuen.
- Vi skaber et musikalsk rum, hvor børnene kan udtrykke sig via rytmer og remser. Med rytmer er ord ikke vigtige, og alle børn kan udtrykke sig på sin egen måde.
- At alle børn får et legende og musikalsk kendskab til kulturarven Halfdans ABC.
Tegn
Hvad skal vi holde øje med for at se, om vi nærmer os målet? Hvad skal vi se, høre og opleve på vej mod, og når målet er nået?
- At vi oplever glade børn, når vi synger og leger musik.
- At børnene tilegner sig en større viden om farver og forholdsord.
- At de voksne også arbejder med farver, forholdsord og Halfdans ABC udenfor forløbet, så trygge overgange og genkendelighed, skabes for børnene.
- At vi fra gang til gang ser en udvikling i børnegruppens deltagelsesstrategi. Her er vi voksne opmærksomme på børnenes deltagelsesstrategier og ser barnet ift. teorien: Zonen for nærmeste udvikling.
- At vi voksne er aktive med i forløbet med sang og bevægelse og skaber et læringsmiljø, hvor alle børn bliver set via fællesskabet.
- At vi ser, at alle børn over tid bliver en del af
Tiltag
Det helt konkrete, der skal planlægges, igangsættes og udføres for at målene nås.
Hvad skal vi sætte i gang for at bevæge os frem mod målet? Hvad kræver det af medarbejderen og børnegruppen? Hvem har ansvar for hvad, hvornår? Hvilken pædagogisk tilgang benyttes? Hvem gør hvad?
Emil står for planlægningen af de musikalske aktiviteter og planlægger fra gang til gang, mens de faste voksne på stuerne udvælger de børn, som skal være med i forløbet. Vi mødes hver torsdag i Kongehusets alrum kl. 9.45. Fra januar og til april arbejdet vi med temaet: Regnbuens farver. Her er det de ældste vuggestuebørn, der er med. I april arbejder vi med temaet: Halfdans ABC, hvor mellem gr. deltager.
Til forløbet sidder vi som udgangspunkt i en cirkel, hvor vi synger og leger sammen. Regnbue-forløbet er sat sammen på sådan en måde, at børn og voksne skal finde farverne til regnbuen via sange og remser. Farverne bliver gentaget to gange efter hinanden – herefter skifter vi til to nye farver og tilhørende sange/lege. Selvom der er mange sange, vil start-historien være den samme, når vi finder regnbuen. Ligeledes vil der også være mange gentagelser af farverne samt visuelle sangkort af regnbuer og farver. Via sangene har vi også fokus på forholdsord som typisk vil være op/ned, ud/ind og på/i. Forholdsordene vil blive tydeliggjort via sangkortene og bevægelser i sangene. Hver gang vi afslutter forløbet, vil vi høre den samme rolige sang, hvor vi alle kommer i Low Arousal. Sangen handler om mørke og lys. Derfor bliver vores afslutningsritual også, at vi hjælper hinanden med at puste lysene ud.
Til forløbet, Halfdans ABC, remser og synger vi bogstaverne A og B samt K og E. Her leger og spiller vi på instrumenter til remserne og andre sange. Da børnene er 1,5 år til forløbet, følger vi børnenes energier og impulser. Vi evaluerer løbende aktiviteten i perioden.
Evaluering
Her beskrives den udvikling eller proces, der er – eller har været i gang.
Hvor tæt er vi kommet på målet? Hvad har vi set i forløbet: hvordan reagerer børnene/voksne? Hvordan kan vi tage det næste skridt? Hvor bevæger vi os hen? Hvordan skal evalueringen formidles og til hvem?
Indhold og børnenes deltagelse i fællesskabet
Vi har set, hvordan børnene er blevet mere aktivdeltagende i løbet af forløbet. Forløbet var trygt for børnene med de samme faste ritualer. fx var historien den samme om regnbuen, når farverne forsvandt, men den samme start med goddagssang og farvelsangen Mørke er det allerbedste jeg ved, skabte også genkendelighed for børnene. Børnene blev mere og mere aktive, og selvom sangene og farverne blev skiftet ud hver tredje gang, var børnene godt med og aktive i sanglegene. Vi har set glade deltagende børn, som har fundet forløbene sjove og betydningsfuldt.
Børnene var generelt engagerede i forløbet, og hvis ikke de selv var engagerede i aktiviteten, så blev de i hvert fald betragtet som et deltagende medlem af gruppen i fællesskabet. Børnene var generelt optaget af Emils evne til at arrangere et sjovt, underholdende og lærerigt musikalsk forløb. De fleste af børnene viste tydelig glæde ved at følge instruktioner, bevæge sig og synge til hver session. Samtidig var aktiviteten en god mulighed for at skabe nye relationer til børn fra andre stuer - især gennem fælles grin og imitationer under musikken.
Nogle enkelte gange viste et barn ikke interesse, men fik lov til at se på de andre, hvor den faste voksne ‘checkede ind’ til dem undervejs og gav en støttende hånd på ryggen eller en invitation til at deltage. Børnene var aldrig pressede til at deltage. De voksne sørgede for, at de fik den omsorg, anerkendelse og støtte, der skulle til for, at de fik en oplevelse af at være en del af fællesskabet på barnets eget deltagelsesniveau. Det beviser, at de voksne var bevidste om ’Zonen for Nærmeste Udvikling’ og havde et blik for alle børns deltagelsesstrategier. Flere børn kunne nævne enkelte farver, fx “rød” og “gul”, eller pegede på de ”rigtige” genstande, når Emil nævnte farven i sangen. Nogle af de ældre børn forsøgte også at følge instruktioner med forholdsord som “på ryggen” eller “under benene”, mens de yngre imiterede gennem bevægelse og gestik.
Forløbet kombinerer en tilpas mængde high -og low arousal aktiviteter. Afslapningsøvelsen til sidst er effektiv og markerer en stille og rolig afslutning.
På stuerne
Flere børn fra forløbet har snakket om farver på stuerne – fx under samling, når børnene spiser formiddagsmad. Børnene er blevet mere bevidste om farverne, og snakker meget om regnbuens farver fra forløbet – dette er blevet en fælles tredje for børnene.
Børnene på Krone 1 har fået meget glæde af forløbene, og vi har også set, hvordan de er blevet mere trygge ved at deltage over tid. Børnene har ikke haft så meget fokus på farveforståelsen – men dette kunne vi på stuen også med fordel have fokuseret mere på.
Generelt kunne musikforløbet blive en større del af stuernes hverdag med sange, playlister osv.
Fællessang
Emil forsøgte i en kort periode at have fokus på fællessang, hvor de voksne skulle synge en regnbuesang, mens børnene lavede rytmer til. Men da sangens tekst ændrede sig med farverne, var den meget udfordrende at synge for både børn og voksne. Ligeledes var melodien også ny for de voksne, og da vi kun mødtes en gang om ugen, blev dette ikke en succes. Sangen prøvede vi af de første 4 gange. Fællessang er vigtigt, men fokussangen skal en anden gang være en sang, som de voksne kender i forvejen og samtidig være simpel, hvis børnene skal synge med.
Emil oplevede, at flere stuer var forvirrede over, hvornår forløbet startede. Hvis det er nemmest for alle, kan tidspunktet sagtens rykkes til kl. 10 i stedet for kl. 9.45.
Halfdans ABC
Det sidste forløb med de 1,5-årige blev en stor succes, hvor vi remsede og sang fra Halfdans ABC. Alle børn var rigtig glade for de mange instrumenter i forløbet. Her var det rigtigt giveligt, at instrumenterne lå fremme på gulvet i starten af forløbet. På denne måde kunne børnene undersøge og afprøve instrumenterne, før vi startede, og et legende læringsmiljø var skabt fra starten.
De børn som var med til forløbet, har fået et større kendskab til rim og remser. Ligeledes kan de genkende remserne fra forløbet, når vi siger dem på stuen. Vi oplever også, at nogle børn kan remserne næsten udenad.
Til efterårets forløb
Emil starter forløb op igen i uge 32 og frem til uge 42. Sidste mandag er d. 5/10/26 (uge 41). Herefter er Emil hver mandage i Kongeskibet. I uge 31 kommer Emil i Kongehuset igen og får de sidste aftaler på plads ift. musikforløbet.
Der er kommet gode forslag til temaer til næste musikforløb. Emil foreslår, at vi fortsætter med temaet Halfdans ABC, men tager de andre temaer med undervejs. Dette aftales i uge 31 samt hvilken aldersgruppe, der skal være fokus på.
Forslag til temaer
Årstiderne
Dyr og bondegård
transport fx biler, tog, busser og fly
Tal
Halfdans ABC