Her kan I læse stuernes evaluering af årets bog - Da lille Madsens hus blæste væk:
- Juvelernes evaluering af aktiviteter med årets bog - Da lille Madsens hus blæste væk
- Krone 1's evaluering af aktiviteter med årets bog - Da lille Madsens hus blæste væk
- Prins Teddys evaluering af aktiviteter med årets bog - Da lille Madsens hus blæste væk
- De Kongelige Køers evaluering af aktiviteter med årets bog - Da lille Madsens hus blæste væk
Juvelerne
Evaluering på "Da Lille Madsens hus blæste væk"
Februar 2014, Juvelerne
I forløbet op til teaterturen, hvor vi skulle se "Da Lille Madsens hus blæste væk" i Det Lille Teater sammen med børnehaven Labyrinten, lavede vi forskellige aktiviteter for at forberede børnene på handlingen i historien.
I denne form for forløb har vi fat i læreplanspunktet "Kulturelle udtryksformer og værdier". Teaterturen i sig selv er åbenlys kultur, men også den fælles børnekultur videre hen på stuen udsprunget heraf repræsenterer i høj grad dette punkt. Desuden har vi også fat i pejlemærket "Inklusion og fællesskaber", som meget præcist beskriver formålet med en sådan tur - efterfølgende fællesskab på tværs af børnegruppen.
Først og fremmest læste vi bogen højt. Da det er en bog, der i sværhedsgrad passer bedst aldersmæssigt til børnehavebørn, valgte vi at redigere noget i oplæsningen. Vi introducerede bogen ved at læse den højt for hele børnegruppen til formiddagssamling, hvor vi primært kiggede på billederne, som den voksne så fortalte historien ud fra. Herefter blev bogen også læst et par gange under leg på stuen, hvor de børn, der havde lyst, kunne lytte og kigge med. En konkret dialogisk oplæsning foregik med de fire store børn, vi ud fra en aldersmæssig vurdering havde planlagt skulle med i teatret. Her læste den voksne historien op, hvorefter de fik lov til at klippe hver sin guldmedalje - en detalje, der bliver nævnt i bogen, og som den voksne havde iagttaget, at børnene viste interesse for.
Selve historien inspirerede også til en aktivitet på stuen med den mindre børnegruppe, hvor de hver især fik et hus, som de kunne tegne på, og som så blev benævnt "Mit hus". Husene sammen med medaljerne blev hængt på væggen på gangen sammen med et omrids af Benbrækkerbjerget og en snor som hejs, så man herudfra kunne tale om historien.
Turen til teatret var en stor oplevelse for de fem børn og to voksne, der endte med at komme med fra stuen. Busturen dertil og hjem var et hit som forventet, og teaterstykket var også rigtig godt. Vi synes, at det var godt alderssvarende, og vores børn formåede at holde koncentrationen undervejs. De genkendte desuden også flere ting i handlingen og kommenterede højlydt herpå.
Efterfølgende har vi snakket meget om turen i teatret med de pågældende børn, og bogen er blevet læst op for hele børnegruppen igen. Det er meget forskelligt, hvad de enkelte børn har fået ud af historien, men alle har fået en stor oplevelse og et fællesskab i, at de har været sammen af sted. Desuden er det tydeligt, at en af de deltagende børn også har hørt historien derhjemme flere gange, hvilket blot styrker hukommelsen og hermed læringen.
Spørgsmål stillet til to af de deltagende børn en måned efter turen:
- Hvad kan du fortælle om Lille Madsens hus? J: "Sidde stille. Helt op på Benbrækkerbjerget. Og en kanon. Op til Lille Madsens hus. Vi kørte stor bus. Man sidde stille. Kan ik' komme ud."
- Hvad vil du fortælle om turen i teater? V: "J med. Og T. Kravle ind i bussen. Kravl kravl. Så kom der sele på. Og køre. Vi er færdige i teater. J med."
Vi har brugt "Tegn på læring" som evalueringsmetode, og nogle af tegnene, vi efterfølgende har set, er:
- En grundlæggende forståelse af bogens handling.
- En fælles dialog omkring handlingen og teaterturen mellem børnene under fri leg.
- En udvidelse af børnenes ordforråd med ord som f.eks. Benbrækkerbjerget, hejs, skinke, medalje, landsby osv.
- Et fællesskab i en fælles oplevelse mellem både børnene og de deltagende voksne.
Krone 1
Evaluering af "Da Lille Madsens hus blæste væk"
Lille Madsens hus er en børnebog af forfatteren Jakob Martin Strid.
Vi begyndte at introducere bogen for børnene 14 dage før, vi skulle i teateret og se forestillingen i Det lille teater.
Historien handler om byen ved skrænten, der bliver ramt af en kraftig storm, så kraftig at lille Madsens hus blæser hele vejen op på Benbrækkerbjerget. Folkene i byen sender så alt muligt op til lille Madsen via et reb. De sender f.eks. skinke, kartofler, brød, grydelapper, hestesko og blomster. Alle bliver enige om, at sende byens stærke mænd op for at redde lille Madsen, men pludselig glider huset ned af Benbrækkerbjerget helt af sig selv og lander præcis, hvor det plejede at ligge.
På stuen læste vi bogen til morgensamlingen og snakkede meget om de ting, som byens folk sendte op til Madsen. En uge inden teaterdagen hængte vi en snor op til et billede af lille Madsens hus, på den snor hængte vi alle mulige ting, som børnene foreslog og hejste dem op til lille Madsens hus. Vi klippede modeller af bl.a. En pølse, hestesko, blomst og brød. Vi fandt også ting på stuen, som vi sendte op f.eks. piskeris, sut, Legomand osv. Børnene skiftedes til at vælge en ting.
Vi oplevede at børnene var optaget af bogen, men vi fandt ud af at vi måtte springe lettere over nogle af siderne, da teksten blev lidt for lang, og at der var mange ord som de endnu ikke forstår. Men endnu engang har vi erfaret at børnene bliver ekstra interesseret når vi dramatisere teksten og læser bogen flere dage i træk.
På dagen for teaterturen, blev vi hentet i en stor dobbeltdækkerbus. Vi kørte ind til det Lille Teater sammen med børnehaven Labyrinten. Vi sad oppe på øverste etage, hvilket gjorde stort indtryk. Da vi kom ind til teateret, gik vi på række ind i foyeren og tog overtøjet af. Derefter gik vi ind i teatersalen, og forestillingen gik i gang.
Forestillingen var et mix af skuespillere og dukker, og der var indlagt flere sange. Stykket fulgte bogen meget præcist, og det var tydeligt at børnene genkendte historien og vidste hvad der skulle ske. De var opslugt af fortællingen, grinede de "rigtige" steder, og sad stille så længe det varede. Det var en rigtig god oplevelse for både børn og voksne.
Vi har efterfølgende talt om teaterturen med børnene og også læst bogen igen. Der er ingen tvivl om at de fik meget ud af turen– og ikke mindst busturen. Det var fantastisk at kunne sidde i bussen og kigge ned på alle de andre gule busser.
Prins Teddy
Prins Teddys Evaluering af dialogisk læsning og teatertur fælles med Labyrintens børn om bogen:
”Da lille Madsens hus blæste væk”
Vi har på stuen valgt at benytte os af SMTTE-modellen til at evaluere med.
Vi er: Pædagog Charlotte og pædagog Julie F.
Sammenhæng
- Vi har overvejet læreplanstemaerne og har udvalgt ”kulturelle udtryk” til at bruge ved gennemførelse af dialogisk læsning af bogen.
- Vi har talt os frem til vores pædagogiske overvejelser over børnenes relationer på stuen, og har vurderet dem ift. Børnenes potentielle udbytte og oplevelse, samt om de har kunnet magte en yderst anderledes oplevelse end dagligdagens vuggestue normalt indeholder. Vores overvejelser pegede på nogle bestemte børn fra stuen. Og med dem forsatte vores ”rejse” gennem bogens univers.
Mål:
Målet var at lave en sammenhængende oplevelse af dialogisk læsning om en bog, samt skærpe interessen for dialogisk læsning yderligere. Vi ville gerne støtte op om udviklingen af børnenes sprog sammen, samt sprogstimulere de enkelte børn i et fælles samvær.
Målet var også at få en fælles tur-oplevelse hvor emnet blev billedliggjort i form af teater. I det lå også en oplevelse af at være en inst. på tur og på tværs af stuer samt integration med Labyrintens børnehavebørn. Og det på et sted udenfor inst. vante rammer – et teater. Ydermere var busturen en spændende transportmulighed som bestemt lå i den anderledes måde at tage på tur i.
Tiltag
Vores tiltag var, at vi inden dagen for teaterturen, havde gennemlæst bogen som dialogisk læsning for de 3 deltagende børn.
Og at vi ved at bruge dialogisk læsning kan skabe en situation hvor børnene i ro kan udtrykke sig og blive lyttet til at den voksne og af de andre børn.
Vi har som pædagoger gjort os overvejelser om hvilke børn der relationsmæssigt vil have mulighed for at kunne bygge videre i deres sociale engagement og bruge egne og hinandens sociale kompetencer og ressourcer – til at være en god kammerat.
Som pædagoger vil vi støtte op om og se børnenes videreudvikling af bogens temaer, til deres egne fantasilege.
Vi vil hjælpe med til via dialogisk læsning at børnene udvikler en kultur hvor de bruger sproget til hinanden til at kunne udvikle og udforske dialogen – samtalen.
Vi ønsker for børnene en kultur hvor de kan italesætte, sætte ord på deres oplevelser af interaktion med hinanden og de voksne i den kontekst de er i på stuen.
Tegn
Efter den dialogiske læsning af bogen, har vi set et af børnene lege historien ved: At tage et legetøjshus og lade det flyve fra gulvet op på sofaen. Pæd. Spørger: ” Er det lille Madsens hus”? Barnet svarer: ”Ja”. Pæd. Spørger: ” Er det fløjet op på skrænten”? Barnet svarer: ”ja”.
Vi har på stuen efter forløbet kopieret dele af bogen, lamineret og hængt billedet op. Reaktionen fra et deltagende barn, var i korte træk at fortælle umiddelbart om billederne og historien. Eks.: Her er Madsen, han saver, der er Madsens hus, det flyver. Der er mændene de kravler op ad… (tænkepause) dér, og dem der kigger på Madsens hus.”
Evaluering
Vi har oplevet at børnene blev mere involverede i den dialogiske proces og at denne har kunnet bruges til at inspirere og udvikle eget sprog samt dialogen mellem barn/barn og barn/voksen.
Interessen for dialogisk læsning er større og børnene spørger efter ”ugens bog”. Ugens bog er en bog vi læser til samling – samme bog hver dag i en uge.
Børnenes opmærksomhed om bogen ”Da lille Madsens hus blæste væk” er b levet stærkere. De spotter hurtigt bogen på hylden og siger lidt om den.
Da vi skulle i teatret, var vores 3 deltagende børn, desværre syge. Det betød at de ikke fik knyttet oplevelsen af tur, bus, større børn, teater og fællesspisning efter turen til selve oplevelsen. Det var rigtig ærgerligt. Alligevel har vores børn fået en hel del med sig i form af viden og kendskab til bogens univers. Det har vi bygget videre på, på stuen
Desværre gik vores 3 børn glip af oplevelsen af at være 2 afdelinger, Vuggestuen Kongehuset og Børnehaven Labyrinten på en fælles tur sammen. Og de gik glip af teatertur, bustur og at de 4 vuggestuegrupper havde en fælles afslutning ved spisning sammen på en af stuerne. Oplevelsen af at arrangementet var medvirkende til at fremme fællesskabet og glæden, det har børnene til gode. Men den oplevelse havde vi som personaler – og det var sjovt.
De Kongelige Køer
Evaluering af temaperiode: "Da lille Madsens hus blæste væk"
Vi har brugt evalueringsmetoden "Tegn på læring" (se håndskrevet ark i stuemøde-mappe)
Børnegruppe: De kongelige køer
Afholdt i uge: uge 5-9 2014
Læreplanstemaer:
- Sproglig udvikling
- Sociale Kompetencer
- (undertemaer: krop og bevægelse, kulturelle udtryksformer og naturfænomener)
Læringsmål:
- At børnene udvikles sprogligt. At de får et nuanceret ordforråd.
- Social. At børnene får en fælles referenceramme (som i temaperioden med Sneugleungen Ulla)
Vi har valgt at vores temaperioder skal strække sig over to-fire uger. Dette fordi vi fra tidligere temauger har erfaret at der skal længere tid, end blot en uge, til at børnene får en forståelse for det overordnet tema og aktiviteter og bogen får lov at bundfælle sig. Dette tema har krævet mange uger, da det er en lidt svær bog til aldersgruppen og at den derfor skulle læses af flere omgange for at børnene kunne fastholde koncentrationen. Det har også taget lang tid for børnene at fordøje teaterstykket som gjorde stort indtryk på alle. De havde brug for at tale om hvad de havde oplevet samt få læst bogen igen.
Metode og Aktiviteter
- Læst bogen op for hele børnegruppen. 2-3 gange om ugen til morgen eller eftermiddagssamling i temaperioden.
- Lavet hejseværk (snor over bord) hvor vi har sendt ting op til lille Madsen på Benbrækkerbjerget.
- Leget at vi kravlede op på lille Madsens hus ved hjælp af balance møbler
- Lavet små huse med billeder af hvert barn
- Anbefalet forældrene at låne eller købe bogen
- Teatertur for de fire største børn. De blev kørt i dobbeltdækkerbus sammen med Layrintens børnehavebørn. Dette var en lige så stor oplevelse som selve teaterstykket.
Dokumentation
- Tage billeder. Til gavn for børn og forældre. Både ophæng på gang samt billeder på hjemmeside så forældre har mulighed for at se dem hjemme sammen med deres barn.
- Beskrivelse af aktiviteter på vores tavle samt i stuens dokumentationsmappe
- Skriftlig evaluering af temaperioden
- Forældreevaluering (seddel hvorpå forældre opfordres til at skrive hvis de har oplevet deres barn sige ord eller fortælle noget som omhandler temaet)
Evaluering
Aktiviteterne var tilrettelagt så alle børn kunne deltage. Dette levede op til forventningerne.
Teaterstykket egnede sig bedst til aldersgruppen +2 år. Godt at det kun var de fire største børn som var med. Det var fantastisk at være af sted sammen med børnehavebørnene. Det gav både store og små et bedre udbytte af turen.
De største børn i gruppen forstod sammenhængen mellem bog og aktiviteter og kunne gennemskue den røde tråd da vi så teaterstykket. To af børnene lærte endda, med krøller på tungen, at sige "Benbrækkerbjerget". Mellemgruppen kunne være med til alle aktiviteter men mistede, som forventet, koncentrationen undervejs i oplæsning af bogen. De mindste var med i aktiviteterne på hver deres niveau, men var især aktive da vi legede at vi kravlede som lille Madsens hund Luffe.
Vi har erfaret at temaperioden ikke på forhånd skal planlægges med alt for mange aktiviteter. Der skal undervejs være plads til spontane ideer og til at følge børnegruppens interesser.
Vi har lært at forældreevalueringssedlen ved fremtidige temaperioder, skal hænges op fra start. Vi tror at flere forældre vil skrive oplevelser ned, hvis det er frisk i erindringen.